… al Smerte bliver til Lykke….

desidstetimerJeg er midt i en arbejdsmæssig research til en spændende opgave – leder efter noget historisk materiale med nutidig relevans, og pludselig falder jeg over en bog, som virkelig fanger mig. Det er bogen ’De sidste timer’ der udkom på Kristeligt Dagblads Forlag Og Frihedsmuseets Venners Forlag i 2012.

Om bogen står der: Under Anden Verdenskrig blev 112 danske frihedskæmpere henrettet efter tysk krigsretsdom. Mange fik lov til at skrive et afskedsbrev til deres nærmeste i de sidste timer inden døden. Deres afsked er stærk og rørende, præget af en erkendelse af, at prisen for ikke at handle mod nazisterne dog havde været større end den, de nu står over for.

En historie, som vi også har stiftet bekendtskab med i filmen Hvidsten Gruppen, men det der rigtig har bidt sig fast er brevet fra den danske frihedskæmper Kim Malthe-Bruun.

Jeg har siden, jeg døbte min førstefødte søn Malthe, vidst at der har været en frihedskæmper, der hed Malthe, så jeg har i hele tiden sagt, at han ikke udelukkende er opkaldt efter det (i Nordjylland) legendariske rockband ’Malthe og Rockmaskinen’, men også efter en meget modig mand, der kæmpede for vores land.

Jeg vil gerne indrømme, at da jeg læste denne Kim Malthe-Bruuns afskedsbrev til moren inden henrettelsen d. 4. april 1945 fik jeg en kæmpe klump i halsen. Der er et fantastisk citat fra brevet ”Sandheden er at efter Smerte kommer Dybde, og efter Dybden kommer Frugt.”

En ekstra aha-erkendelse er at denne Kim Malthe-Bruun skriver at han er sammen med Jørgen, Niels og Ludvig – tænk, jeg har uden at vide det også opkaldt min yngste søn efter en frihedskæmper!

Læs mere om bogen her http://www.kristeligt-dagblad.dk/desidstetimer

http://www.fysiskstresshaandtering.dk/tanker-fra-personer-under-maximalt-stress/ fandt jeg Kim Malthe-Bruuns brev citeret:
Celle 411,4.April 1945.

Kære mor.
Jeg er sammen med Jørgen, Niels og Ludvig i dag blevet stillet for en Krigsret. Vi blev dømt til Døden. jeg ved, du er en stærk Kvinde, og at du vil tage dette, men hører du, det er ikke nok, at du tager det, du skal også forstå det. jeg er kun en lille Ting, og min Person vil meget snart være glemt, men den Ide, det Liv, den Inspiration, der fyldte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt, i Træerne om Foråret, i Mennesker, du møder på din vej, i et kærligt lille Smil; du vil møde det, der måske havde Værdi hos mig, du vil elske det, og du vil ikke glemme mig. jeg vil få Lov til at vokse mig stor og moden, jeg vil leve hos jer, hvis Hjerter jeg engang fyldte, og I vil leve videre, for I ved, at jeg er forude og ikke, som du måske først vil mene, bagude.

Jeg har vandret af en Vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit Hjærte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng. Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det mig så naturligt, så ligetil. det er kun den bratte Maade, der afskrækker os i første Nu. Tiden er kort, Tankerne mange. Jeg kan ikke rigtigt forklare det, men mit Sind er fuldkommen roligt. jeg ville gerne have været Sokrates, men Publikum manglede. Jeg føler den samme Ro som han og vil meget gerne, at I helt forstaar det.

Hvor er det i Grunden mærkeligt at sidde og skrive dette Dokument for Livet. Hvert ord bliver staaende, det kan aldrig gøres godt igen, aldrig slettes, aldrig forandres.——

Du føler en Skæren i Sindet, det er Sorgen, siger man, men se længere, vi skal dø, og om jeg sover hen lidt før eller senere, det kan hverken du eller jeg sige, om det er godt eller ondt. Husk, og det sværger jeg dig til er sandt, at al Smerte bliver til Lykke, men kun de færreste vil nogen Sinde senere indrømme det overfor sig selv. De hyldede sig i Smerten, og Vanen fik dem til at tro, at det stadig var Smerte, og de hyldede sig stadig i den. Sandheden er at efter Smerte kommer Dybde, og efter Dybden kommer Frugt. ——-

Jeg ser, hvad Vej det går i vores Land, men husk, og det skal I alle huske, at Drømmen ikke maa være at nå tilbage til den Tid inden Krigen, men at Drømmen for jer alle, unge og gamle, skal være at skabe et ikke ensidigt, men rent menneskeligt Ideal for os alle. Det er den store Gave, vort Land tørster efter,, noget hver lille bondesøn kan se hen til og med Glæde føle, at han har Del i og arbejder og kæmper for.

Endelig er der hende, der er min. Faa hende til at se, at stjernerne endnu tindrer, og at jeg kun var en Milesten. Hjælp hende videre, hun kan nu blive meget lykkelig.

I Hast – din ældste og eneste Søn – Kim.

( De sidste timer, Kristeligt Dagblads Forlag Og Frihedsmuseets Venners Forlag 2012, Side 210-212)

 

One thought on “… al Smerte bliver til Lykke….

Add yours

  1. Hej, ja det er så utrolig at han havde kraft og samling til at sætte sig ned og skrive dette brev til sin mor. Kim skrev også et utrolig smukt brev og digt til sin kæreste samme nat. Lån bogen KIm, i dit bibliotek. Jeg har også opkaldt min søn efter Kim Malthe Bruun, han har fået Malthe. Min mor har opkaldt mig efter Kim, fordi Kim Malthe Bruun var hendes fætter. Efter min mor har jeg også arvet KIM bogen og et brev Kims mor skrev til min morfar og meddelte hans henrettelse og hvad han havde skrevet den sidste nat til hende. Jeg bliver så rørt og oprevet hver gang jeg tænker på det, især fordi krigen var tabt for tyskeren og på trods af benådningsansøgninger, så holdt den tyske gesandt dr. Best fast i dommen. Kim har også for nylig blevet kåret for det smukkeste forelskelses brev af Det Kongelige Bibliotek og Berlingske Tidende, læs mere her http://www.b.dk/kultur/her-er-den-bedste-skriftlige-forelskelse. venlig hilsen Kim Norrgren

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑